40 19 28 94

JT Agenturer: Møbler for altid

JT Agenturer: Møbler for altid

JT Agenturer: Møbler for altid 1000 667 René Kirkegaard

Foran de sorte porte og på en nybygget terrasse på bagsiden giver de udstillede havemøbler en smagsprøve på, hvad JT Agenturer står for. Og i samme øjeblik døren til virksomheden går op, rammer duften af nye møbler.

I underetagen er moderne designsofaer fra den innovative sofaproducent Furninova udstillet, og på første sal er der kontorområde samt stolestudie med fokus især på norske Hjelle og Conform, som er en stor svensk producent af lænestole. Et kæmpe fotostat på væggen af en svensk skovsø fra Conform slår stemningen an i stolestudiet. Havemøblerne udenfor er fra Brafab, som er en af nordens største inden for havemøbler.

JT Agenturers slogan er Furniture4ever.

”Furniture4ever siger meget om, at vi brænder for kvalitetsmøbler, at de møbler, vi repræsenterer, er af en kvalitet, som holder. Men det handler også om at skabe værdi via gode, tillidsfulde relationer til vores kunder,” fortæller Jan Therkelsen, der er grundlæggeren og den ene af de tre partnere i firmaet.

Et agentur fungerer ved at være mellemmand for møbelbutikkerne og brands fra især udenlandske møbelproducenter.

For Jan Therkelsen har hele hans arbejdsliv handlet om møbler. Han har været i møbelbranchen, siden han som ung solgte danske møbler i en butik i Tyskland, og har erfaring med næsten alle led i branchen.

I 2008 købte Jan Therkelsen et møbelagentur, da den forrige ejer gik på pension.

Da JT Agenturer var en realitet, startede han nogle flere agenturer op. Det første var med agenturet på Siesta-stolen, der i dag produceres af Hjelle.

”Siesta-stolen var den, der gav os det daglige brød i begyndelsen. Siden er der kommet flere agenturer til. Hjelle er ligesom vores barn, som vi ikke kan slippe,” siger han.

I dag arbejder JT Agenturer med de førende møbelhuse og indretningsfirmaer i Danmark og repræsenterer de fire producenter, der har fællesnævneren ”affordable luxery”.

”Vi har valgt bevidst at gå efter udenlandske leverandører, fordi vi her har en funktion, som ikke forsvinder,” siger Jan Therkelsen.

Han forklarer, at brand-porteføljen er nøje udvalgt og består af et miks af klassisk skandinavisk design-ikoner, et stort udvalg af elegante havemøbler, der differentierer sig i form af materialer og funktionalitet, samt moderne og fleksible kvalitetsmøbler til konkurrencedygtige priser.

Karin Silkjær Therkelsen er back office-person og medejer. Hun er også gift med Jan, oprindelig uddannet speditør og har ti års erfaring som back office i en anden virksomhed.

”Jeg kom med i firmaet for fem år siden og er mellemled mellem butikkerne og vores leverandører i Sverige og Norge,” siger hun.

Mange af butikkerne bestiller møbler gennem Karin, og hun opklarer spørgsmål om f.eks. leveringstider, priser, rådgivning osv.

Den tredje partner Morten Bomberg Smed har også en lang erfaring fra møbelbranchen og han og Jan arbejdede sammen i Tyskland. Morten, der har en salgsfunktion i firmaet, kom med for halvandet år siden. Han kører blandt andet ud til butikkerne og skoler personalet i de møbler, som de får til salg gennem JT Agenturer.

Så JT Agenturer er ikke kun salg, det er også skoling og rådgivning.

Firmaet rykkede ind i Park Fermé i Årslev 1. april, og de valgte at købe domicilet, som efter udbygning af øverste etage er 185 m2.

Målet er at skabe et inspirerende miljø og et professionelt showroom, hvor de kan trække kunderne ind og vise dem de nyeste møbler. Beliggenheden så tæt på E45, giver god mening, når firmaets kunder alligevel kører forbi.

”Idéen er, at kunderne i showroomet fysisk kan røre ved materialerne og sidde i møblerne, og så via et virtuelt showroom og VR-briller få adgang til producenternes store showrooms på 1.500-2.500 m2,” forklarer Jan Therkelsen.

 

www.furniture4ever.dk

Park Fermé, Rosbjergvej 58 C

Karin, Morten og Jan, JT Agenturer, er sikre på, at med deres nye domicil i Park Fermé får de adgang til et fællesskab, som kan udviklesig til et stærkt netværk, hvor alle har en interesse i at bruge hinanden.

”Der er muligheder i fællesskabet her. Ikke kun i social sammenhænge. Man kan allerede mærke masser af liv. Folk kommer lige forbi og banker på. Selv om det er meget forskellige brancher, er det alt sammen mindre virksomheder med få ansatte, der nyder godt af fællesskabet,” siger Karin.

Kontakt os

Telefon

40 19 28 94

Email

info@parkferme.dk

Bliv ringet op