40 19 28 94

AVILO: Kunst og design skal smelte samme

AVILO: Kunst og design skal smelte samme

AVILO: Kunst og design skal smelte samme 1720 1146 René Kirkegaard

Et design, der svæver i et usynligt felt mellem kunst og funktionalitet. Det drømmer Kim Suhr Villefrance om at skabe. Han står bag virksomheden AVILO, hvor konceptet er at udviske grænsen mellem kunst og design.

”Jeg tror ikke på begrænsninger. Det er meget vigtigt for mig, at design fra AVILO er funderet på nysgerrighed på materialer og autentiske idéer.”

AVILO laver møbler, belysning og accessories, som er rodfæstet i den danske tradition af godt håndværk, men frigjort fra den minimalisme, som ofte præger skandinavisk design, forklarer Kim Suhr Villefrance.

”Jeg kunne godt tænke mig at skrue lidt mere op for det internationale præg og lave en form for skandinavisk maksimalisme. Lidt mere italiensk og ekstravagant.”

Kim vurderer, at der er plads til den stil på markedet.

Hans plan er at skabe et komplet boligunivers, som har det hele i alle kategorier. Foreløbig har virksomheden sendt seks design af Kim Suhr Villefrance selv på markedet: to vaser, en loungestol og tre lamper.

Kim Suhr Villefrance har en baggrund som maskiningeniør. Han har været selvstændig konsulent for blandt andet Lego i otte år. Sideløbende har han kunnet etablere AVILO.

”Jeg har qua min uddannelse beskæftiget mig meget med produktudvikling, hvilket selvfølgelig er en fordel, når nye design skal udvikles og sættes i søen.”

Det hele begyndte med loungestolen Origo. Da Kim og hans kone byggede hus for 5-6 år siden, var det svært at finde de møbler, som især Kim godt kunne tænke sig. Derfor byggede han selv mange af møblerne.

”Under den proces begyndte jeg at tegne loungestolen. En kammerat var inde over, men han droppede ud af det, og jeg kunne ikke lade være med at tegne videre, indtil stolen var færdig.”

Næste skridt var produktionen af stolen.

”Jeg havde ikke økonomi til at gå ud til en producent og sige, at jeg gerne vil have lavet denne stol. Alene at lave en støbeform til stolen kostede 200.000 kr., så det var udelukket.”

Kim lavede derfor selv støbeformen hjemme i garagen efter mange timers studier gennem f.eks. videoer. Plastvirksomheden BPI i Esbjerg, der bl.a. støber Ægget og Svanen, endte med at sige ok til at bruge hans støbeform. Polstringen bliver lavet i Horsens, og stellet i Nordjylland. Det vil sige, at Kims første design er dansk hele vejen igennem.

Origo Lounge-stolen, der koster 13.950 kr., har organiske bløde kurver og en let konstruktion, og indkapsler på den måde essensen af AVILOs designfilosofi.

Inspirationen til de to keramik-vaser, Moss og Crater, fik Kim på en rejse med familien til Island. Han blev fascineret af et vulkankraters grove tekstur og spillende farver. Først designede han formen på vaserne, og i samarbejde med en keramisk virksomhed i Portugal fandt de frem til en grønlig og en gul glasur. Vaserne bliver hånddyppet i en speciel glasur, som giver hver enkelt vase en hel unik overflade.

Seneste skud på designstammen er den tredelte lampe Onism, som både fås som bord- og gulvlampe samt pendel.

Kontakt os

Telefon

40 19 28 94

Email

info@parkferme.dk

Bliv ringet op